Pårørende pårørte: – “Må jeg gerne give ham et kram. “

Af Bjarke Hunderup Uhl Pedersen

I en retssag er der mange perspektiver, hvem har skylden? Hvilke konsekvenser får det for de tiltalte? Men et af de spørgsmål, der ikke bliver stilt ofte, er hvordan de pårørende har det.

I retssal B i Horsens byret går to mænd i dynejakker ind i retslokalet, begge mænd er mandsopdækket af politifolk. Den ene af to betjente i uniform, den anden af to betjente i civil. De to mænd, der til dagligt arbejder som skraldemænd, er tiltalt for våbenbesidelse og salg af euforiserende stoffer.

Den 17 januar 2023 banker politiet formegentlig på, på en adresse i Hedensted. Efter de har introduceret dem selv, leder de adressen igennem. På stueetagen finder de ikke så meget, men så finder de et pengeskab i kælderen. Pengeskab indeholder lidt forskelligt, men det vigtigste den indeholder, er en pistol og en lille pose med hvidt pulver. Nu står de her, godt 10 måneder senere, tiltalt for 9 forhold, imens dommeren kommer ind i lokalet.

Det første man lægger mærke til når man går ind i lokalet er den trykkede stemning. Vi befinder os i Retten i Horsens største retssal, der går dog ikke længe før en person fra retten i Horsens kommer hen og spørger om der er brug for flere stole. ”Er de fleste af jer pårørende? ” Spørger han, folk mumler lidt hist og her og der bliver ikke rigtig kigget i nogen retning, alligevel tager medarbejderen ekstra stole frem. Da retsformændene og domsformændene tager plads i deres stole, opstår der igen forvirring, hvor er den ene tiltalte? Han er på vej, men der er dårlig trafik, oplyser en af forsvarene. Retsformanden meddeler at det er svært at føre en straffesag mod nogen, der ikke er dukket op og kalder derfor til pause.

Så nu sidder de tilhørende og venter, hver gang døren til retssalen åbner er det som om der går et sus igennem de pårørende, ”er det ham?” ”kan sagen endelig gå i gang?” men der går alligevel lidt tid før den tiltalte kommer ind ad døren mandsopdækket af to civilklædte betjente. Igen opstår der mumlen blandt de tilhørende, må vi vinke? Hvad må vi overhovedet?

Retssagen går så småt i gang, anklageren læser forholdene op, retsformanden spørger om forsvaret har nogle protester, og den 1. tiltalte skal afhøres af anklageren. Den store tiltalte mand, sidder krumrygget i den roterende kontorstol bag vidneskranken. Anklageren går i gang med sin afhøring, der primært bliver svaret med ”ja” ”nej” og ”det kan jeg ikke huske.” Midt i retssagen afbryder retsformanden, for at henvende sig til de tilhørende. ”jeg vil gerne bede dig om ikke at sidde på din telefon under retssagen og i hvert fald slukke den. ” den tilhørende slukker med et overrasket blik sin telefon og retssagen kan fortsætte.  

Efter nogets tids afhøring beder anklageren om pause, hvilket retsformanden nikker ja til. Den tiltalte, der stadig er mandsopdækket af to civilbetjente, skal på toilettet. På vej ud møder han en kvindelig pårørende. ”må jeg give dig et kram? ” spørger hun. Den tiltalte stammer lidt uforståeligt, i stedet svarer en af betjentene, at det må hun desværre ikke. Alligevel, tager hun og sin hånd og holder om hans kind.

Efter endnu en afhøring tager mig og de resterende journalister hjem, for os af dagen og sagen færdig, men for de tiltalte og pårørende er den først lige begyndt.